Anmeldelse: Boris Vejdovsky: Hemingway. Et liv i billeder

Billedbiografi

Boris Vejdovsky:

HEMINGWAY. ET LIV I BILLEDER.

Med forord af Mariel Hemingway.

208 s., ib., ill. Kr. 299,95.

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

Til dem, som har læst Stig Andersens nylig udkomne biografi om Tøger Seidenfaden og synes, at den da godt nok er grov og kritisk og akademisk, er der her den helt rigtige bog at trøste sig ved. Nemlig et overdådigt billedværk i kæmpeformat om - uden sammenligning i øvrigt - Ernest Hemingway, der skriver sig ind i en lang, lang række af næsegruse helgenbiografier om forfatterikonet.

Ironien er tyk som huden på et af storvildtjægerens nedlagte næsehorn. I dag er det således 50 år siden, at den knap 62-årige Hemingway begik selvmord efter et kompliceret og alt andet end harmonisk liv, der sluttede med næsten 20 års depressioner og præstationsangst.

Det er ikke, fordi litteraturprofessor Boris Vejdovsky fra Lausanne i sin letløbende - om end noget flagrende og henåndede tekst - lægger skjul på, hvor konstrueret og skrøbelig indbegrebet af en macho-forfatter egentlig var. Men det kommer samtidig garneret med bjerge af lækre billeder, der frem for alt cementerer, hvordan den egentlig meget sky Hemingway fik iscenesat sig som moderne litteraturs første store gennemfotograferede mediestjerne.

Ud af kunsten, ind i rollen

Typisk nok er overvægten af billeder så langt fra de sidste år, hvor han - som det også beskrives - for længst havde givet sig rollen som ”Hemingway” i vold. Det vil sige den hvidskæggede, whiskymavede bargæst og havfisker på Key West og Cuba, der havde skrevet sin sidste betydelige roman i 1940.

Dog er teksten alligevel ikke helt for nybegyndere. Dertil forudsætter Vejdovsky trods alt for ofte, at læseren er ret velbevandret i forfatterskabet, mens han på den anden side sjældent går særlig meget i dybden med det (og bruger uforholdsmæssigt få kræfter på Hemingways noveller og journalistik).

Det sårede handyr

Til gengæld bliver bogen solgt på noget så ligegyldigt, som at den bliver ”præsenteret af” hans skuespillerbarnebarn Mariel Hemingway. Hun blev født fire måneder efter hans død og havde uanset det salgbare efternavn sin første og eneste rolle af betydning som teenager i 1979 i Woody Allens ”Manhattan”.

Men for - med et klassisk Hemingway-ord - aficionados er billederne vitterlig flotte, og bogen vil være en pryd for enhver cocktailbar.

Hvis nye læsere af det store sårede handyr i 1900-tallets litteratur vil vide, hvad manden og myten virkelig udspringer af, og hvordan han nærmest ene mand ændrede, hvordan man kan skrive og være forfatter, er det snarere hans egne ord og på dansk Bo Tao Michaëlis' fortrinlige ”Århundredets mand”, man skal begynde med.