Anmeldelse: Erik A. Nielsen: Thomas Kingo

Historie

Erik A. Nielsen:

Thomas Kingo

Barok, enevælde, kristendom

560 sider, ill., 399 kr.

Gyldendal

Er udkommet

Erik A. Nielsen har valgt en klar, uprætentiøs titel til sit imponerende værk om Thomas Kingo og hans samtid, det mest indsigtsfulde og dybdeborende til dato.

Han kunne også have kaldt sin bog ”Solen gennem skyen”, for som et tema i utallige variationer strækker billedet af solen, der i Kingos store, triumfale opstandelseshymne bryder »gennem den kulsorte sky,/ så at mulm og mørk må fly«, sig gennem bogen, selv om Erik A. Nielsen ikke fornemmer den samme styrke i påskesalmen som i de forudgående, meditative passionssalmer.

Forudgående - fordi de findes i Kingos ambitiøst anlagte vinterpart til en ny salmebog for Danmark og Norge. Den blev aldrig til noget. Af ukendte grunde satte kongen ham fra bestillingen, en desavouering og en ubodelig krænkelse af den ærekære digter og Odense-biskop, som også led betydelige økonomiske tab i den anledning.

Lysende format

Kingos salmedigtning, den første af lysende format i det protestantiske Danmark, manifesterer sig i tre samlinger: ”Åndeligt Sjungekor” I og II (1674-1681) og den omtalte ”Vinterpart” (1689).

I det første værk findes de karske, maskuline morgensalmer, der stadig synges: ”Nu rinder solen op af østerlide”, ”Rind nu op i Jesu navn” og ”Vågn op og slå på dine strenge”. Desuden de også stadig kendte ”Far, verden, far vel” og ”Sorrig og glæde”.

I ”Vinterpart” findes som det absolutte højdepunkt i Kingos digtning og religiøse tænkning - 17 salmer, der i det samme versemål både historisk og meditativt følger Jesus på hans lidelses vej - via dolorosa - fra skærtorsdag til korsfæstelsen.

Erotisk farvning

Forud for salmedigtningen havde Kingo præsteret et frimodigt, humoristisk og energisk forfatterskab - for en dels vedkommende med stærk - undertiden bramfri - erotisk farvning.

Det er et betonet synspunkt hos Erik A. Nielsen, at digteren, da han som biskop bliver både Enevældens og kirkens mand, forsager denne side af sit væsen og talent og lader sig indkapsle dels i Enevældens ideologi, dels i den lutherske ortodoksi, der kommer til orde i salmerne.

Samtidig bliver han en yndet og slagfærdig producent af mindedigte, der i - under tiden bombastisk svungne - ordguirlander hylder betydningsfulde personer i deres død. Er de præget af patos, slår dog humoren af og til igennem - som i verset om Ole Borch, der døde af en galdestensoperation: »Her er den morder-sten, som stak med dødens fork/ og jog til graven vor udødelige Ole Borch./ Den lærde verden fik derved et hjerte-meen./ Gak læser, gak og græd, om du ej selv er sten.«

Spørgsmålet er dog, om ikke sanseligheden i ungdomsdigtene så at sige reinkarneres i den konkretion og stærkt sansede materialitet, der præger f.eks. passions-suiten, hvor det et sted om Kedrons bæk hedder: »Over Kedron Jesus træder, vader med sin bare fod.«

Her fornemmes mudderet mellem tæerne.

Tonen af melankoli

Blandt bogens mange kvaliteter - og de er mange flere, end der lader sig opregne i en anmeldelse, er der en pædagogisk og anskuelig redegørelse for barokkens livsfølelse, som den ytrer sig i dels vanitas-motivet, dels melankolien.

Begge dele udspringer af periodens »lidenskabelige destruktion af lidenskaberne«, hvad der fremkalder tonen af melankoli, der defineres som en viden om den lykke, som kunne findes, men forbliver »uden for rækkevidde«. Men samtidig indebærer melankolien en sær, næsten masochistisk sødme i fordybelsen i afsavnet.

Afkaldet kommer af erkendelsen af lidenskabernes styrke og uberegnelighed. De skal kultiveres som vild natur, der disciplineres, hvad der kirkeligt set kommer til udtryk i forestillingen om, at »Satan er den natur, der slavebinder, Kristus den ånd, som frisætter«.

Derfor er natur af forførerisk art: Den lænker mennesket til alt, hvad der er lystfyldt, men gennemskues som det, den er - forgængelighed - mens fascinationen af lysten karakteriseres som forfængelighed. De to ord betyder ét og det samme og forenes i vanitas-begrebet, der er modsætningen til den himmelske varighed og fylde: »Himlen er ene af salighed fuld«.

Ubesværet elegance

En række andre begreber og deres særlige betydning for barokmennesket udredes med stor lærdom og anskuelighed: Lykke, lejlighed, andagt - for blot at nævne nogle få.

Intet mindre end et scoop er Erik A. Nielsens på en gang ædruelige og næsten visionære tolkninger af samtidens emblemkunst - en art allegoriske billeder - og de kobberstik, som pryder samtidens - også Kingos - publikationer.

Bogen er lang og kræver opmærksomhed og fordybelse, men tilbyder til gengæld en suveræn og uhyre kompetent rundvisning i - foruden Kingos - samtidens digtning, idéhistorie, teologi, billedkunst og Enevældens ideologi.

Alt sammen formidles det i et sprog, der serverer tankegangen pointeret og med ubesværet elegance, så Thomas Kingo her stråler som solen gennem konventionens mørke sky.