Anmeldelse: Else Lidegaard: Med snudehulkende hilsen fra William Heinesen

Portrætbog

Else Lidegaard:

Med snudehulkende hilsen fra William Heinesen - et forelsket portræt

Breve og erindringer

237 sider, 279 kr.

Gyldendal

Der er noget særligt over andres breve. Noget tiltrækkende hemmelighedsfuldt. Noget tillokkende intimt. Det er som at åbne den forbudte skuffe i chatollet og finde en skat, som man ikke var tiltænkt. Man skælver let i nervøs fryd, mens tanken svajer fra skal til skal-ikke og tilbage igen.

”Med snudehulkende hilsen fra William Heinesen” er naturligvis ikke forbudt læsning. Brevene fra 1974 til 1991 er udgivet på modtageren Else Lidegaards egen foranledning og vilje. Det lille murrende samvittighedsnag over at overskride tærsklen til det private må læseren selv tumle med.

Det er på alle måder en meget smuk og bevægende bog, præget af to menneskers inderlige betagelse af hinanden.

Kærlighed er nok for stort et ord i denne sammenhæng, men hvis de to ægtefæller, Lisa Heinesen og Mads Lidegaard, har følt et stik af jalousi over forholdet, er det ikke så underligt. Tonen er ikke bare meget kærlig, men også voldsomt flirtende.

I et brev fra 1981 skriver Else Lidegaard til William Heinesen:

»Iøvrigt har jeg været jaloux!!«

Og han svarer:

»Jeg kysser neglen på din venstre lilletå, regner med at den er smukt tilklippet og poleret ...«

Trykfejl gengives

William Heinesen døde i 1991 i en alder af 91 år. Flere af hans breve handler om kroppens forfald og døden, som ikke skræmmer, men irriterer ham. Han er lige til det sidste »glad ved at være til, men trist over at være gammel« og skriver med karakteristisk underfundighed:

»Problemet for mig er nu, hvem der vinder løbet: ånden eller mørket.«

Ånden vinder i første omgang og lader både tanker og ord flyde lige så højt, let og svævende som altid. Tyngden sidder kun i kroppen og da aldrig mere, end at viljen overvinder den.

Efter en alvorlig blodprop i 1986, som lammer talecentret og den højre hånd, skriver han, uagtet trykfejl:

»Nu er der sket visse fremskridt idet jeg påny re blivet skribent. Selv om kum med en finger på venstre hånd.«

Et dobbeltportræt

Else Lidegaard besøgte William og Lisa Heinesen flere gange. De gør ikke gengæld. Det er for »illusions-ødelæggende« at se Else omgivet af mand, sønner og huslige pligter, mener forfatteren, der i sine breve kalder Else for »en studineagtig Artemis« og tilbedende beskriver »gyset i (hendes) evigt kvindelige pigeøjne«.

Intet under at hun fik hjertebanken og har lyst til at dele de uforglemmelige lykkestunder med hele verden.

»Vi blev lidt mere når vi blev set med dine øjne,« tilstår Else Lidegaard og understøtter fornemmelsen af, at bogen er et dobbeltportræt, som åbenbarer flere nye sider af hende selv end af William Heinesen.