Dorthe Sondrup Andersen: Kærlighed i klunketiden.

Dorthe Sondrup Andersen: KÆRLIGHED I KLUNKETIDEN 265 sider; 349 kr. Gyldendal Er udkommet.

Titlen er misvisende: Bogen handler ikke om kærlighed, men om sladder. Den handler heller ikke om klunketiden, men om mennesker, kunstnere - digtere og malere især - der levede dengang, i sidste tredjedel af 1800-tallet. Forfatteren interesserer sig ikke for deres kunst, men for deres personlige særheder og menneskelige brist og - næsten manisk - for deres seksualitet, som begramses ublufærdigt. Hun har virkelig grabberne nede i bukserne på dem alle sammen, ikke i nogen venlig hensigt, for bogen er fuld af ond vilje og foragt for sine personer. Akkurat som hos paparazzi-fotografen.

Herman Bang er »den krukkede skandaleforfatter«. Måske var Bang krukket, og hvad så? Afgørende er dog, at han var så stor en digter, så fremragende en journalist, at han læses ivrigt den dag i dag. Men hans og andres forfatterskab lades helt ude af betragtning - bortset fra planløse referater af et par dramaer af henholdsvis Strindberg og Ibsen. Den første »var gået fysisk og mentalt i opløsning«, mens den sidste nedladende beskrives som »den firskårne og mut udseende mandsling« og »et lille håndsky og lyssky murmeldyr«. Bjørnson er en »svagpisser« og sådan var de - alle som én, og det er ganske vist, også at bogen er én stor sladdertaske, tæt pakket med forfatterens idiosynkrasier.

Anløben karakter

Noget flatterende selskab er det altså ikke Dorthe Sondrup Andersen opsøger: Lurvede, hysteriske, frustrerede, galsindede, fordrukne, seksuelt afsporede eller udsultede, kværulantiske herrer og damer, hvis anløbne karakter synes at smitte af på hende. Eller også er det hende, der ikke kan/vil se andet end vrængbilleder. Ikke for én eneste ytrer hun bare den mindste sympati, endsige forståelse, men hænger dem ud i et plat, vulgært og uskønt sprog, som når P. S. Krøyer ikke kysser den dejlige, men »lander en ordentlig tungeslasker i Maries rosenrøde mund«.

Foruden vulgariteterne er sproget jævnt hen klodset og (ufrivilligt) komisk. Således ”scorer” man ikke ”papegøjen”; man »skyder papegøjen«. Desuden vrimler siderne med anstrengte anglicismer: En kvinde flasher en uforglemmelig talje”; forfattere vil ”indgive deres læsere et pust af et laid balck (-) glitterliv. Ord og vendinger som »twist«, »hot«, »would-be«, »hooked«, »break«, »run på« og mange flere giver teksten præg af dumsmart sladder-journalistik. Et noteapparat, der dokumenterer de nedladende påstande, findes ikke - forståeligt nok! Ej heller noget sag- eller personregister, hvad dog ikke ville være for meget forlangt.

Mærkeligst og grinagtigt er det dog, at det fornemme mahogni-forlag her slipper så ildelugtende en hørmer.