Anmeldelse: David Kirkpatrick: Facebook - Fra kollegieværelse til børskandidat

David Kirkpatrick: Facebook - Fra kollegieværelse til børskandidat

Oversat af Eva Christiansen.

395 sider, 349 kr.

Forlaget Libris Business

I 1964 skrev socialfilosoffen og medieteoretikeren Marshall McLuhan i sin ”Mennesket og Medierne”: »Vi nærmer os hastigt den sidste fase af menneskets forlængelse - den teknologiske efterligning af bevidsthed, når den kreative erkendelsesproces kollektivt og kommercielt bliver udvidet til at omfatte hele samfundet.«

I sin bog forudsagde han, at der i fremtiden ville blive udviklet en universel kommunikationsplatform, der kunne forene planeten. Som det dog pointeres i ”Facebook - Fra kollegieværelse til børskandidat” er vi ikke nået helt så langt endnu.

Alligevel tyder meget på, at vi er godt på vej - uanset om vi kan lide det eller ej. Hvad der begyndte som en strøtanke, en løs idé på et kollegieværelse på Harvard University, kan meget vel vise sig at blive en af de skelsættende opfindelser, der kommer til at definere det 21. århundrede.

MySpace som applikation

Først var hjemmesiden tænkt som et hjælpemiddel for Harvards studerende, så blev den gradvist udbygget til at inkludere samtlige universiteter i USA, derefter samtlige high schools, for endelig at blive åbnet op for den almindelige befolkning. Og så var der intet, der kunne stoppe Facebook. »The sky is the limit,« som man siger derovre.

På nuværende tidspunkt har hjemmesiden over 800 mio.brugere fordelt over hele verden. I omegnen af 25 mio. nye brugere kommer til hver måned, så det er kun et spørgsmål om tid, før milliardgrænsen overskrides. Facebook er så stort, at en tidligere konkurrent som det sociale netværk MySpace - ifølge MySpaces egen direktør - nu fungerer bedst som applikation til Facebook.

Et sådant astronomisk antal brugere er en demokratisk magtfaktor af hidtil ukendte proportioner. Alene den oversete banalitet, at en profil skal godkendes af brugerens virkelige venner, gør, at man ikke kan optræde som andre end sig selv på Facebook. Selviscenesættelse og performance frem og tilbage - på Facebook er man sig selv - og man kan bruge sin stemme frit.

Frustration

I begyndelsen af 2008, en måneds tid efter at den colombianske civilingeniør Oscar Morales havde dannet Facebook-gruppen ”Én million stemmer mod FARC” i ren frustration over sin regering, demonstrerede op imod 10 mio. mennesker i Colombia.

Dette var det første eksempel på, hvilken kolossal magt ikke Facebook, men Facebooks brugere kan få, når de samler sig i enorme grupper. Facebook-gruppen havde ramt lige ned i den colombianske folkesjæl, og FARC havde fået en ny modstander.

Det tankevækkende er, at samtlige medlemmer af Facebook-gruppen fremstod med eget navn og billede. Man kan kun forestille sig, hvilket mod det har krævet at sætte sig op imod guerillabevægelsen. Alligevel gjorde medlemmerne det - som en mellemting mellem en knyttet næve og en udstrakt langemand.

I denne optik kan Facebook ses som individets ultimative magtredskab. På Facebook er der ingen hierarkier, der er ingen nationaliteter, der er intet centrum, og der er ingen grænser - hverken geografisk eller bevidsthedsmæssigt. Ethvert individ er en lige så stor del af menneskeheden som alle andre individer.

Ikke ondt geni denne gang

Facebooks grundlægger, Mark Zuckerberg - der har stået til fri disposition for biografiens forfatter - virker noget mere sympatisk her end i David Fincher-filmen ”The Social Network”, hvor han var det onde geni, der ville forføre verden med sin opfindelse.

I ”Facebook - Fra kollegieværelse til børskandidat” gives der et meget mere nuanceret billede af ham. Ingen tvivl om, at Zuckerberg er en absurd begavet computernørd, men beretningen om, hvordan han også forsøger at styre det efterhånden gigantiske foretagende ud fra amerikanske frihedsidealer og filosofiske ideer om gennemsigtighed og demokrati, er ganske enkelt imponerende læsning.

Sine steder - når der dybdebores helt ned til kernen af de økonomiske forhandlinger med den ene og den anden medieguru - bliver biografien noget tør og stillestående. Det er tydeligt, at David Kirkpatrick på godt og ondt har ønsket, at alle sten skulle vendes.

Til gengæld er biografien så tankevækkende i de passager, hvor Zuckerbergs tanker om skaberværk og verden udfoldes, og hvor de sociologiske perspektiver af Facebook uddybes, at mange læsere nødvendigvis må revidere deres tilgang til mediet.

Informationer udnyttes

Alligevel er det ikke udelukkende et lyserødt billede, David Kirkpatrick maler af Facebook. Mark Zuckerberg og hans slæng af jævnaldrende programmører har haft en tendens til at tage tingene for givet. Og verden har ikke altid været klar til ideerne.

Den næsten maniske opmærksomhed på gennemsigtighed og demokrati står eksempelvis i skarp kontrast til, hvordan Facebook potentielt kan udnytte den svimlende mængde information, som brugerne frivilligt og ufrivilligt efterlader om sig selv.

Brugernes bevægelser på siden kan ganske enkelt udnyttes i markedsøkonomiske øjemed. Enhver profil, enhver kommentar kan scannes for nøgleord, der peger på hvilke produkter, der kunne være interessante for den enkelte bruger. Og blandt andet dette har Facebook høstet en del kritik for.

Positivt set slipper brugeren for reklamer, der er irrelevante for vedkommende. Negativt set får brugeren analyseret sin forlængede bevidsthed og dehumaniseres herved til at blive et værktøj for større indtjening.

Ser man altså Facebook som det tidlige stadium af den teknologiske efterligning af bevidstheden, som Marshall McLuhan skrev om i 1960'erne, bør man være opmærksom og kritisk over for denne mulighed for manipulation af bevidstheden.

Uanset om brugerne i fremtiden benytter platformen yderligere som demokratisk talerør, eller om multinationale korporationer i stigende grad forsøger at manipulere med brugerne, bliver det spændende at følge Facebook som et verdensomspændende sociologisk eksperiment.