Dan Ch. Christensen: Naturens tankelæser

Dan Ch. Christensen: Naturens tankelæser

En biografi om Hans Christian Ørsted

1210 sider i to bind, ill., 498 kr.

Museum Tusculanums Forlag

Er udkommet

Dette er ikke en bog, man læser. Det gør man også, men på en særlig måde, for den er snarere et stort hus fuldt af overraskende liv, et pragtfuldt palæ, man flytter ind i og ledes benovet igennem - fra de storslåede sale, de små, intime værelser til de eksklusive gemakker.

Og de er lige så mange som de adresser, H.C. Ørsted flyttede rundt mellem i København i første halvdel af det 19. århundrede.

Den anden store H.C.

Hans Christian hed han til fornavn og er sammen med sin ven, H.C. Andersen, den tids anden stolte bærer af det navn og verdensberømt som digteren.

Sammen med Niels Bohr er H.C. Ørsted den største danske naturvidenskabsmand nogen sinde, elektromagnetismens opdager, men samtidig en opfindsom og energisk organisator, der bl.a. i 1824 stiftede ”Selskabet for Naturlærens Udbredelse i Danmark” og sad inde med sin tids fornemste åndelige og filosofiske dannelse.

Han talte både tysk og fransk, som han lærte sig på adskillige lange udenlandsrejser, hvor han mødte Europas mest fremtrædende filosoffer og naturforskere, selv Goethe omgikkes han på lige fod.

Et praktisk netværk

Nævnes skal det også, at Ørsted blev frimurer, som dengang var noget andet end i dag. Ganske vist var der fantaster, der som prins Carl af Hessen, generalstormester for ordenen i Danmark, dyrkede en vidtløftig mysticisme, men for de fleste var ordenen et praktisk netværk ud over Europa, som man kunne drage både videnskabelig og praktisk nytte af.

H.C. Ørsted blev født i 1777 på Langeland, hvor faderen var apoteker i Rudkøbing, og døde i København i 1851.

Om denne mand, hans liv og levnedsløb, hans åndelige udvikling og videnskabelige opdagelser, hans filosofiske anskuelser og hans centrale placering i samtiden handler Dan Ch. Christensens store biografi, som er meget mere end en blot en biografi om en stor mand.

Den er en topografi over hele det åndelige landskab i Danmark i Guldalderen og skildrer med Ørsted som den naturlige autoritet og hovedperson både det videnskabelige og litterære miljø og giver levende signalementer af tidens mest betydningsfulde personer på alle felter:

Den flyvske Oehlenschläger, den unge og siden modne, men kejtede H.C. Andersen, den sværmeriske Jens Baggesen, som han ikke var meget for, Grundtvig, hvis firkantede væsen var Ørsted inderligt imod, enevældens kirkefyrste, biskop Mynster, det nærmeste, vi her i landet er kommet en kardinal.

”Aanden i Naturen”

Gennem mange år var de hinandens nære venner og naboer, men på grund af teologiske uoverensstemmelser, der opstod i anledning af Ørsteds filosofiske hovedværk, ”Aanden i Naturen”, slog Mynster hånden af ham og nægtede at tale ved hans begravelse, hvad der vakte udbredt forargelse og harmede H.C. Andersen.

Tidligere havde han - i anledning af Mynsters kritik af ”Aanden i Naturen” skrevet til Ørsted: »Jeg kan ikke forstaae mig paa vor Biskop ? jeg finder det langt mere velsignet: i Tro ogsaa at vide. Vorherre kan godt taale, at han sees gennem den Forstand, han selv gav os.«

Kort - for kort sagt - var Ørsteds grundsynspunkt identisk med den anskuelse, som er blevet kaldt ”organismetanken”: En totalanskuelse, hvor videnskab, kunst og religion går op i en højere enhed, og »At naturen ikke er andet end Guddommens Aabenbaring.«

I dette er der intet sværmeri, for fornuften er tænkt med, som Ørsted skrev i H.C. Andersens Stambog: »Fornuften i Fornuften = det Sande/ Fornuften i Viljen = det Gode/ Fornuften i Phantasien = de Skiønne.«

Broderen var jurist

Ørsted havde en broder, Anders Sandøe - han havde faktisk fire, men de tre sank neden ud af tilværelsen, mens hans selv og Anders Sandøe, som han var nært knyttet til, nåede samfundets højeste poster og anerkendelse.

Anders Sandøe var den mest fremragende jurist og tjente enevælden i dens sidste tid - frem til 1848. Bogen giver en levende beskrivelse også af ham, der kom slemt i klemme i Grundtvigs forbitrede strid med teologi-professoren H. N. Clausen, fordi Anders Sandøe ytrede sig om sagen, før der faldt dom.

Desuden var han en kvalificeret deltager i den såkaldte Howitz-fejde, som ikke kan refereres kort, men den dag i dag er aktuel som en debat om kriminelles tilregnelighed og strafegnethed.

Anders Sandøe var det også, der puffede til H.C., så han i 1814 indlod sig i en hidsig polemik med den aggressive Grundtvig, der i sin ”Verdenskrønike” (1812) havde givet mennesker i fortid og nutid karakter efter deres tro.

Ørsted undsagde Grundtvig i skriftet ”Imod den store Anklager”. Grundtvig svarede med ”Imod den lille Anklager”. Selvfølgelig var Grundtvig langt ude, men han har i svar-skriftet pointer, der - for mig at se - er langtidsholdbare.

Grotesk mellemværende

En af Dan Ch. Christensens fortjenester er, at han elsker at fortælle og derfor giver sig tid, f.eks. til et fascinerende portræt af den tyske fysiker J.W. Ritter, en genialsk fantast, lidt af en Georg Gearløs-type, altid ludfattig, fysisk og menneskeligt forkommen, men med en næsten vulkansk energi, som betog Ørsted.

Fantastisk er også historien om en af Ørsteds assistenters groteske mellemværende med militæret. Den har ikke meget med sagen at gøre, men er netop fantastisk. Derfor får vi den - foruden grundige, indsigtsfulde redegørelser for Ørsteds eksperimenter og forsøgsopstillinger.

Således står værket monumentalt som udtryk for det allersmukkeste i dansk humanistisk tradition.

Den slags bøger et sjældne nu om dage, men her er den - tilmed pragtfuldt illustreret! Tag og læs!