Nyhed: Falske erindringer fyldt med løgn

Den 9. januar 1972 gav Howard Hughes endelig lyd fra sig.

Den 66-årige amerikaner havde flere år boet isoleret på Bahamas. Han led af forfølgelsesvanvid, var overbevist om, at nogle ville ham til livs og havde derfor valgt et liv som eneboer afskåret fra omverdenen.

Hjemme i USA var han kendt som den geniale pilot, industrialist og filminstruktør. Han var blandt de rigeste mænd i verden og en sand skørtejæger, der havde nedlagt den ene skønhed efter den anden.

En nærmest mytisk figur som ingen havde hørt fra i flere år - hvilket blot øgede hans status og mængden af rygter.

Nu tvang begivenhederne Howard Hughes frem fra sit skjul.

Et opkald fra en øde ø

Det var forfatteren Clifford Irving, der havde vækket den excentriske Howard Hughes.

Irving havde skrevet en biografi om Hughes og påstod, at han flere gange havde interviewet ham i hans hjem - noget flere havde stillet spørgsmåltegn ved, da Hughes var kendt som yderst privat.

Den 9. januar 1972 gav Howard Hughes så et telefoninterview med syv særligt udvalgte journalister. Han fortalte, at han aldrig havde mødt Clifford Irving - biografien var falsk.

Stjålet viden

Clifford Irving forsvarede sig med, at stemmen i røret ikke tilhørte Hughes, men langsomt begyndte hans bog at gå op i limningen.

Det kom frem, at forfatteren James Phelan var ved at skrive en biografi om den mand i verden, der vidste mest om Howard Hughes - Noah Dietrich.

Dietrich havde været Hughes' højre hånd i 32 år, og da hans historie blev sammenlignet med Irvings, var det tydeligt, at sidstnævntes var en kopi.

Irving brød sammen og indrømmede, at det var lykkedes ham at komme i besiddelse af manuskriptet til Phelans bog. Han indrømmede, at han aldrig havde mødt Hughes - biografien var fup

Irving blev dømt for svindel og tilbragte 17 måneder i fængsel.

En vild idé

Historien om Clifford Irving er på ingen måder unik.

Adskillige såkaldte erindringer og biografier har gennem tiden vist sig at være fyldt med løgne, men hvad får en forfatter til at fabrikere og udgive fup forklædt som fakta?

Hvorfor lyve i en genre, hvor sandheden er altafgørende?

Spørgsmålet blev Clifford Irving stillet i nyhedsprogrammet "60 Minutes", som han 27 år tidligere havde besøgt for at reklamere for biografien:

"Det var en vild idé. Jeg løb hjemmefra. Jeg var en "bad boy". Og jeg elskede hvert eneste minut," forklarede han.

En dansk kvinde involveret

I et interview med The Telegraph fortæller den nu 80-årige forfatter, at han gjorde det for sjov og uvidende om, at det var ulovligt.

Men der var også en anden grund:

"Når du snakker om motiv, er det fuldstændig muligt, at en af mine motiver var at komme væk hjemmefra og være sammen med Nina," siger Irving med henvisning til sin danske elskerinde, sangerinden og skuespilleren Nina Van Pallandt.

En smuk løgn

Clifford Irving er ikke den eneste forfatter, der har sendt fiktion forklædt som fakta på gaden.

Sidste år dukkede der en erindringsbog op, der fortæller en smuk kærlighedshistorie om to unge, der mødte hinanden på hver sin side af hegnet i en kz-lejr.

Men Herman og Roma Rosenblats fortælling var opdigtet, og udgivelsen af deres bog, "Angel at the Fence", blev droppet.

Herman Rosenblat forklarede bevæggrunden: "Jeg ønskede at gøre folk lykkelige. Jeg har bragt glæde til en masse mennesker. Mit formål var at gøre noget godt i denne verden."

Læs også: Skandale: Holocaust-bog er falsk

Virkelighed og fantasi blandet sammen

Også en anden bog om Anden Verdenskrig har flere år efter sin udgivelse vist sig at være alt andet en sand.

Forfatteren Misha Defonseca fortalte i bestselleren "Overlevede blandt ulve" sin personlige beretning om, hvordan hun som 6-årig flygtede fra en kz-lejr og levede blandt ulve i en skov.

Men historien viste sig i 2008 også at være løgn. Misha Defonseca, hvis rigtige navn er Monique De Wael, var end ikke jøde og forklarede til avisen Le Figaro:

"Jeg blandede det hele sammen.

Der har været tider, hvor det har været svært for mig, at skelne mellem hvad der virkeligt, og hvad der var fantasi.

Jeg undskylder overfor alle dem, der føler sig snydt."

Gangsterne fik en stemme

I februar 2008 udkom der en erindringsbog på det amerikanske marked, hvor forfatter Margaret B. Jones fortalte om sin opvækst hos en sort plejefamilie som halvt indianer, halvt hvid.

I bogen "Love and Consequences" beretter forfatteren om en barndom tilbragt i bandemiljøet i Los Angeles, hvor en pistol i 14-års fødselsdagsgave var normalt.

Men også den historie var løgn og Margaret Seltzer, som forfatteren hed i virkeligheden, forklarede sig med:

"Jeg var i en position, hvor folk på et tidspunkt sagde, du skal tale på vores vegne, fordi ingen andre lader os komme til orde.

Måske er det en ego ting - jeg ved det ikke. Jeg følte bare, at jeg kunne gøre noget godt, og der var ingen anden måde, at få nogen til at lytte til det."

Et oppustet jeg

En af de mest kendte forfattere, der har løjet i sine erindringer, er forfatteren James Frey.

I sin bog "A Million Little Pieces" fortæller Frey blandt andet, hvordan han tilbragte flere måneder i fængsel, men faktum var, at det handlede om nogle timer.

Freys bog blev en kæmpe succes hjulpet på vej af tv-stjernen Oprah Winfrey, der indkluderede bogen i sin bogklub.

Men da Oprah fandt ud af, at Frey havde løjet, blev hyldest næsten til had. Frey besøgte i januar 2006 Winfreys show "Oprah", og her fik han en ordentlig omgang: "Det er en løgn. Det er ikke en idé, James. Det er en løgn," sagde en ophidset Oprah.

Ifølge James Frey var bogen "A Million Little Pieces" et forsøg på at lege med genrene, men det glemte han bare at fortælle læserne.

Efter Oprah stemplede ham som løgner, gik det ned ad bakke for Frey, men et møde med den store amerikanske forfatter Norman Mailer ændrede Freys syn på livet.

Det der hjalp Frey ud af krisen, var Norman Mailers betegnelse af erindringsbøger som korrumperet:

"Det er derfor en forfatter skriver sine erindringer. For at fortælle en løgn og skabe et ideal-jeg.

Alt jeg nogensinde har skrevet er erindringer, en oppustet version af det ideelle platoniske jeg," sagde Mailer til Vanity Fair.

Når det handler om ens eftermæle, er fiktionen altså ofte at foretrække. Mener Mailer.