Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse: Christa Wolf: Englenes by | bog.guide.dk

Anmeldelse: Christa Wolf: Englenes by

Det er som altid overvældende og fantastisk at følge den store tyske forfatter Christa Wolf ind i de store eksistentielle spørgsmål. Hendes selvbiografi bygger på et ophold i Los Angeles.

Selvbiografi

Christa Wolf:

Englenes by

Eller The Overcoat Of Doctor Freud

Oversat fra tysk af Henning Vangsgaard

356 sider, 350 kr.

Vandkunsten

”Englenes by” har været længe undervejs. Ikke fra Tyskland til Danmark, for det har kun taget et år, men fra afsæt til udgivelse. Der er en afstand på knap og nap 20 år mellem den netop afdøde Christa Wolfs oplevelser i Los Angeles i begyndelsen af 1990'erne og den endelig udformning af dem til den delvist fiktive selvbiografi.

»Jeg kunne ikke ane, at der skulle gå så mange år, hvor jeg stædigt forsøgte at nærme mig de ord, der skulle følge det første ord,« skriver hun.

Det er ikke overraskende for læseren, for Christa Wolf arbejder sig ad uforudsigelige omveje helt derned, hvor selvransagelsen slår hul på erindringens mørke bagvæg og trækker en ubehagelig fortrængning frem.

Den anonyme kvinde

Hun kommer til Los Angeles, fordi hun har fået en invitation til et flere måneders langt ophold på the Getty Research Institute som gæsteforsker. Anledningen er en samling breve adresseret til en af hendes afdøde veninder fra en anonym kvinde, L., hvis identitet Christa Wolf vil opspore.

Sporet efter L. er forfatterens alibi for at komme på sporet af sig selv. Kun et par år efter Murens fald er det stadig tilværelsen i DDR, som spøger. Ikke mindst, fordi Christa Wolf umiddelbart inden sin afrejse til USA får mulighed for at læse dokumenterne om sig selv i de nyåbnede Stasi-arkiver.

I de såkaldte gerningsmandsakter findes bl.a. hendes egne, håndskrevne rapporter om en kollega. Chokeret konstaterer hun, at hun her figurerer som Informeller Mitarbeiter og har glemt det fuldstændigt. Det sidste er det værste, og nat og dag forfølges hun af spørgsmålet: Hvordan kunne jeg glemme?

Mange antydninger

Kort efter ankomsten til Los Angeles har afsløringen nået de tyske medier. Debatten er ophedet, for Christa Wolf regnes for en renhjertet kritiker af systemet og har ofte skrevet om sine egne erfaringer med overvågning og censur.

Det varer længe, før læseren introduceres til sagens kerne. Antydning på antydning hober sig op, og snirklede drømme afkodes, mens Christa Wolf beskriver dagenes rytme i den californiske storby, hvor så mange kendte tyske kulturpersonligheder har opholdt sig før hende. Bertolt Brecht og Thomas Mann bl.a., hvis dagbøger hun af samme grund læser intenst.

Med åbne øjne

Selvbiografien, som kredser om betydningen af at huske for at kunne vidne, skildrer ikke mindst hendes forhold til den socialistiske stat, som blev hendes skæbne på godt og ondt. »Måske har jeg forpasset mit livs store chance ved at undlade at komme til Vesten,« skriver hun. For i næste nu at måtte konstatere, at det ofte var konflikterne i samfundet, som drev hende til at skrive.

Der er aldrig noget dilemma uden tvivl, og tvivlen er et stærkt bevis på, at Christa Wolf ikke er blevet åndeligt amputeret af det regime, som hun som ganske ung forsvarede og senere kritiserede.

Det er forståeligt, at der er huller i hukommelsen, siger en psykoanalytiker, men Christa Wolf insisterer på at krænge Dr. Freuds overfrakke af sig og møde fortrængningen med åbne øjne.

Det er som altid overvældende og fantastisk at følge den store tyske forfatter ind i de store eksistentielle spørgsmål og lade sig løfte og tynge af hendes dyrtkøbte visdom

Anmeldelse af Lene Henningsen - Vi lever et digt. Filmiske fragmenter

01-11-2014: Digteren Lene Henningsen har begået en parodisk, sjov selvbiografi. Læs artikel

Anmeldelse af Philippe Pozzo di Borgo - De urørlige

12-06-2013: Philippe Pozzo di Borgos historie er fabelagtig, men nogen stor forfatter er den handicappede rigmand ikke. Læs artikel

Anmeldelse af Klaus Riskær Pedersen - Afmagt

22-05-2013: Klaus Riskær har skrevet et memoirer fra Sønder Omme. Det er forbløffende læsning. Læs artikel

Anmeldelse: Leif GW Persson: Gustavs knægt

17-05-2012: Selvbiografi: Leif GW Perssons selvbiografi er en meget personlig beretning, men også fortællingen om det Sverige, der tog patent på velfærdsstaten. Læs artikel

Anmeldelse: Dan Fante: Fante - En Familiehistorie om at skrive, drikke og overleve

04-05-2012: Forfatteren Dan Fantes bog om sin far, John Fante, er en forstemmende afsløring af fortrængte følelser. Hans ros af faderen klinger hult på en baggrund af mindreværd. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...