Anmeldelse: Birthe Rønn Hornbech: Ministerbilleder

Politisk biografi

Birthe Rønn Hornbech: Ministerbilleder

243 sider, 279 kr.

Gyldendal

Birthe Rønn Hornbech (V) gled som bekendt - ikke i smørret, men i de statsløse tilbage i marts. Hun gik ikke selv, understreger hun i denne bog om de tre år som kirke- og integrationsminister - hun blev fyret.

Det må man finde sig i, hvis man vil være i politik, hedder det tappert. Hun kommer i øvrigt ikke ind på sagen om de statsløse, som blev fejlbehandlet. Sagen verserer, og hun kan derfor ikke udtale sig om den.

Hun værgede for sig i både 2001 og 2005, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ville have hende ind i regeringen, men gav efter i 2007. Det skulle hun aldrig have gjort. At være minister viste sig at være en stor mundfuld. For stor.

Det ydre pres var stort. Man forstår hendes vrede over de af pressens gentlemen, som angiveligt støvede rundt i hendes have og rodede i hendes skraldespand. Hun fandt aldrig en brugbar strategi over for medierne, men blev mere og mere rådvild, forekommer det. Hun gik til arbejdet med god vilje og masser af arbejdsomhed, hvilket i bogen illustreres af, hvad der faktisk er lykkedes af integration. Og det er slet ikke så lidt.

Men hele vejen igennem er hun parat til at brokke sig over ”gammeldanskeres” mangel på medvirken til at integrere nye. Der tales meget om ”vi”, og når ”vi” skal tage os sammen, er det altid os med rødder her, sjældent de nyankomne.

Selvransagelse savnes

”Vi” rodfæstede danskere har, mener Rønn Hornbech, ikke udvist den fornødne åbenhed. Hun citerer en andengenerationsindvandrer for at mene, at det måske er, »fordi religionen betyder så lidt i Danmark, at danskerne bliver bange, når der kommer nogle, der bærer deres religion så synligt«.

Tja. Eller måske skulle man overveje, hvad hun selv skriver et par sider længere henne: »Når trossamfundets ledere besøger mig (som integrationsminister), forventer de, at jeg både accepterer religiøs påklædning og accepterer, at nogle af dem ikke vil give mig hånd. Det er de samme, der også forventer, at jeg tager skoene af, når jeg besøger dem. Det irriterer mig, at det hele tiden er mig, der må vige, og at jeg gør det.«

»Og at jeg gør det« giver typisk nok ikke anledning til selvransagelse hos forfatteren. Måske er ”vi” danskeres problem, at troende muslimer havde facitlisten med, da de ankom. Måske er problemet ikke indvandring i almindelighed, men en muslimsk indvandring, der blev for stor og genstridig.

Sympatien forsvinder

I et afsluttende kapitel med den pompøse overskrift ”Efterskrift: Danmarks fremtid” er der gode iagttagelser om ikke at gøre velfærdsstaten til en afgud. Også her møder vi dette ”vi”, der skal tage sig sammen, og igen er man i tvivl om, hvem det er: Er det os alle sammen, eller igen kun »danskere gennem mange generationer«, hvis største udfordring er »vore egne fordomme og holdninger, eller måske netop mangel på holdninger«?

Man kan meget vel have haft en del forhåndssympati for Rønn Hornbech på vej ind i bogen - hun var slemt udsat - men den fordamper noget undervejs. Hun kommer for sjældent ind til kernen af tingene og har for travlt med at retfærdiggøre sig selv. Hun investerer meget lidt af sig selv i foretagendet - var der ikke noget, som hun kunne have gjort anderledes?

Man lades tilbage med spørgsmålet: Hvad skal vi med bogen?