Birthe Lauritsen: Man skyder da
helte
192 sider, 225 kr.
Puella Edition
Er udkommet
Rottbøll var uddannet til modstandskamp i England, blev nedkastet med faldskærm i 1942 og levede illegalt i København for at organisere modstand mod tyskerne.
Her beskrives Rottbølls korte liv, født som godsejersøn på Børglum kloster i Vendsyssel, student, udvandret til Argentina, med i vinterkrigen i Finland og - da Danmark besættes - klar til at organisere modstandskamp. Bogen er illustreret med mange gode sort-hvide fotos.
På grund af samarbejdspolitikken var det dansk politis opgave at optrævle og anholde modstandsfolk. Justitsministeriet kaldte Rottbølls folk en »bevæbnet bande«, som om det var terrorister. Det lykkedes dansk politi at lokalisere Rottbøll til en lejlighed i Øresundsgade (den nuværende Viborggade) på Østerbro i København. Kl. 6.30 ringede politiet på, Rottbøll kom ud i pyjamas, og så er der usikkerhed om det skete. Men resultatet blev, at Rottbøll fik 12 skud i hoved, hals og mave, hvoraf de fleste var på klos hold. Et skud i tindingen blev afgivet, efter at Rottbøll var død.
Rigsarkivet vogter stadig stramt på sagen om Rottbøll, skriver forfatteren, og det tjener ikke Danmark til ære, at en sådan sag ikke kan tåle nutidig debat og forskning. Måske er der ikke noget at gemme. En politimand var kort forinden blevet dræbt af en modstandsmand, så politifolkene har sikkert været panisk angste for - og utrænede til - at skulle anholde britisktrænede faldskærmssoldater.
Besættelsestiden var ikke rig på danske helte. Rottbøll var en af dem. Derfor er det godt med endnu en bog, selv om den ikke indeholder så meget nyt. Forfatteren opfordrer da også til, at Rottbølls sag kan blive givet fri af arkiverne. Det burde være en folkesag.
Bogen har desværre en del småfejl - bøger i litteraturlisten er uden årstal, modstandsmanden Christian Ulrik Hansen staves forkert osv. Synd, at den ikke fik en professionel afpudsning før trykning.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



