Anmeldelse: Anthony Everitt: Kejser Hadrian - og Roms triumf

ANTHONY EVERITT:

KEJSER HADRIAN - og Roms triumf

416 sider, 299 kr.

Nyt Nordisk Forlag

Hvis man ikke har prøvet efter landing i Newcastle at køre til Skotland og inden grænsen kigge nærmere på Hadrians Mur - engang Romerrigets grænse mod nord - har man nok heller ingen anelse om eksistensen af Hadrian, Roms enevældige kejser 117-138.

Men den britiske oldtidsforsker Anthony Everitts bog, der formelt er en biografi om samme kejser Publius Aelius Hadrianus, men reelt burde havde haft sin undertitel, ”Roms triumf”, øverst, er en udmærket vej til at lære ham og især det romerske samfunds opbygning at kende.

Efter en udredning af det sidste får man nemlig også en beretning om Hadrians levnedsløb begyndende i provinsen Spanien og derefter ophøjelsen til kejser.

Som forældreløs kom han til Rom og blev efter tidens skik myndling hos en mand af betydning, i hans tilfælde såmænd sin onkel, kejser Trajan. Men Hadrian måtte alligevel kæmpe sig op og vakte til indledning moro, da han med sin spanske accent holdt tale i Roms senat.

Som kejser satte han mange tydelige fingeraftryk i form af reorganisering af hæren og administrationen, prægtige bygninger som kejserens villa syd for Rom, Parthenon i samme by og videreførelse af limes, murene, der viste omverdenen, hvor Romerrigets grænser lå.

Han var et dobbeltmenneske med sans for digtning og arkitektur (foruden jagt) og mestrede både at føre en hær i krig og helt at hengive sig til den forfinede græske kultur under meget lange ophold i Grækenland, også en del af det romerske imperium.

Til gengæld ønskede Hadrian ikke at udvide dette, for han opdagede selv, hvor vanskeligt det er at styre et verdensrige - når han slog sig til ro i en provins, var der oftest ballade i en anden, f.eks. Palæstina.

Ægteskab som facade

Han fik af naturlige grunde ingen arvinger, for ægteskabet med Vibia Sabina var for ham bare en facade, der dårligt kunne skjule kejserens kærlighed til unge drenge. Det tog ingen åbenbart anstød af, for imperiets totalt enevældige herskere var også i mange andre tilfælde pædofile.

Biografier af Oldtidens personer er som følge af alt det tabte kildemateriale en vanskelig sag, også for professor Everitt, som ofte må ty til at fortælle, at Hadrian meget vel kan have været til stede ved den eller hin begivenhed. Eller bruge vendinger som »rygterne ville vide«, eller »hvis man husker, hvor nær Hadrian stod Trajans kejserinde, kan det være, at det falder sammen med hans guvernørperiode.« Og mere af samme slags kildehenvisninger.

På bogens forside dokumenteres via et foto af en statue af kejseren, at han havde fuldskæg, men den nævnte illustration er desværre bogens eneste (bortset fra to små kort). Her burde forlaget ikke have sparet.