Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Hildegard II

Anne Lise Marstrand-Jørgensen:

Hildegard II

482 sider, 299 kr. (vejl.)

Gyldendal

UDKOMMER MANDAG

Med anden del af Anne Lise Marstrand-Jørgensens romanfantasi over den tyske nonne, digter og komponist Hildegard af Bingen (1098-1179) falder brikkerne på plads og handlingen foldes ud for alvor. Da første del udkom for et år siden, fremgik det nemlig på ingen måde, at det kun var en første del.

Derfor kunne den, når den blev læst alene - uanset sine store sproglige kvaliteter - have noget underligt klaustrofobisk og uforløst over sig. Den sluttede også lovlig abrupt, netop som den endnu kun 50-årige Hildegards status som ”Rhinens sibylle” var blevet etableret med pavens velsignelse.

Det forhindrede dog ikke bogen i mange steder at få en begejstret modtagelse, blive - vist også til forlagets overraskelse? - en gedigen bestseller og modtage såvel Weekendavisens Litteraturpris som produktionspræmie fra Statens Kunstfond. Men først med anden del som kulmination og afrunding kan man rigtig få syn for, hvor helstøbt og original en dannelsesroman det knap 900 sider lange værk er som helhed.

Bålene flammer

Man skal dog hverken læse det for humorens eller tempoets skyld. Vi er blandt nonner, munke og mystikere i Middelalderens Rhinland med deres relativt begivenhedsløse, indre liv på de afsides klostre, samt i særdeleshed Hildegards tvivl, refleksioner og visioner af mere eller mindre mystisk art. Til gengæld er det ikke særlig meget en middelalderroman som sådan. Uanset at der navnlig i anden del er en del lokalkolorit og historiske intriger, sådan som Hildegards berømmelse tager til, og hun bliver involveret i politiske og religiøse stridigheder - det er også i 1100-tallet, at pavekirken splittes i to og kætterbålene flammer op.

Men Anne Lise Marstrand-Jørgensen giver den ikke som alvidende fortæller i den forstand, at hun hæver sig op over sine personer og flyver ud over de prægtige Rhinlandskaber eller docerer i fodnoter om deres historie. Tværtimod skifter hun i et særegent, voldsomt ekspressivt og sansenært sprog snævert mellem de forskellige personers bevidsthed, oplevelser og syn på hinanden.

Det er så godt som alene ad den vej, at fortællingen langsomt bredes ud. Også med det perspektiv, at den stridbare Hildegard langt fra altid fremstår som den rene helgen.

Samtidig er der heller ikke gjort forsøg på at få personerne til at tale noget, der ligner middelalderligt. Lidt gammeldags farvet kan replikker og indre monologer være, men nok så ofte taler de nærmest påfaldende moderne. Eller snarere tidløst.

Principper for enhver

For selv om udgangspunktet er en historisk persons biografi og omgivelser, så meget man nu ved derom, bliver Hildegards historie løftet op og anvendt til meget mere med principper, der kan gælde for enhver.

Den bliver fortællingen om en kvinde, der begyndte tilværelsen som spærret fuldstændig inde. Som spæd blev hun af sine forældre lovet bort til klostertilværelsen, men allerede som lille barn tog hun også troen mere og mere på sig.

Og efterhånden, ikke mindst her i hendes sene år i bind to, vender hun så at sige vrangen ud på det formaliserede, mandsdominerede klosterliv. I en formidabel scene i begyndelsen af bind to diskuterer hun heftigt med klostrets mandlige magthavere, hvorvidt kvinders menstruation er syndig eller ej, og vel at mærke netop med religiøse argumenter.

Hun heller ikke blot får visioner, hun insisterer også på at fortælle om dem. Og viser sig desuden at være en skrap politiker i forhold til såvel pave som kejser og biskopper.

Det åndelige bliver konkret

Hun bliver endda derudover entreprenør, da hun efter mange år i klostret Disibodenberg opretter sit eget kloster i Rupertsberg, og i sine sidste år sågar ét til i Eibingen på den anden side af Rhinen (tæt på hvor det moderne Hildegard-kloster ved Rüdesheim ligger i dag). Det åndelige liv bliver med tiden også mere og mere konkret.

Sådan da. For et ikke mindst for moderne læsere ganske kontroversielt aspekt af denne feministiske dannelseshistorie er, at Hildegards og hendes fællers vej til storhed og forklarelse foregår fuldstændig uafhængigt af sex.

I romanen antydes det ganske vist, hvor meget der muligvis gemmer sig i Hildegards meget nære venskaber med og stærke følelser for både mænd og kvinder. Men selv om askesen og fortrængningen er en realitet, viser den sig lige som klostrets fysiske rammer at være noget, der i den givne situation kan føre til udvikling, ja måske ligefrem forløsning.

Beretningen om en asketisk, ritualiseret klosterverden bliver dermed i virkeligheden en storslået frigørelsesfortælling. Med de fjerne personer som aldeles tidssvarende eksempler på, hvordan et liv også under selv de mest grundmurede og dogmatiske former kan erobres indefra.