Ann Lumbye Sørensen: Memento. Christian Lemmerz: Erindring, krop, død

ANN LUMBYE SØRENSEN:

MEMENTO. CHRISTIAN LEMMERZ: ERINDRING, KROP, DØD

160 sider. 299 kr.

Informations Forlag.

Er udkommet

STATENS MUSEUM FOR KUNST:

LARGO. CHRISTIAN LEMMERZ

Til den 3. oktober

Vi har ikke noget at sige, men vi gør det så koncentreret som muligt. Sådan var parolen fra makkerparret Michael Kvium og Christian Lemmerz i midten af 1980'erne. Et årti, der var en besynderlig blanding af popfarver og letbenet underholdning, frygt og desperation. Kunsten befandt sig i en form for krisetilstand - mange følte ikke, at der var mere at sige. Men Christian Lemmerz sagde altså noget alligevel.

Han begyndte at råbe op i kunstnerkollektivet Værkstedet Værst i København. Det var i begyndelsen af årtiet, da han lige var kommet til Danmark.

Siden har denne nu 50-årige tyske indvandrer befæstet sin position som en af landets mest iøjefaldende, tankevækkende kunstnere. Nogle vil kalde ham en irriterende provokatør med en barnlig hang til død og lemlæstelse. Andre vil kalde ham en intelligent og banebrydende kunstner, ikke bare herhjemme, men på internationalt plan.

Begge kan have ret: Christian Lemmerz er umulig at fastholde, han bevæger sig hele tiden, og hans kunst varierer fra tungt dybsindig til lallende grotesk.

Dødens ansigt

Den tungt dybsindige kunst kan man se i Statens Museum for Kunst, hvor udstillingen Largo er et storartet udtryk for det talent, som Christian Lemmerz har. Hér er ingen rådne grisekroppe, ingen lemlæstede lig, ingen sex, ingen vold. Derimod er den en dyster installation, hvor alle værker er udført i bronze dækket af en mat, gråsort patinering. Alt handler om døden, om det kristne begravelsesritual. Det er en paradoksal udstilling, fordi den er så smuk, til trods for at skulpturerne forestiller en kirkeklokke, en kiste, en skovl og syv store og afsindigt skræmmende relieffer, hvorpå kranier ser ud til at trænge ud igennem overfladen.

Denne udstilling får en glimrende analyse i Ann Lumbye Sørensens bog om Christian Lemmerz. Det samme gør hans øvrige numre, bl.a. skandaleudstillingen i Esbjerg Kunstmuseum i 1994, da han viste glasmontre med sammensyede grisekroppe. Dén udstilling har siden defineret kunstnerens omdømme, men bogen har held med at vise, hvordan Christian Lemmerz gennem årene har lavet adskillige andre mesterværker.

Ann Lumbye Sørensen er kunsthistoriker, og det er tydeligt i bogen, der kun i forordet fortæller om privatpersonen Lemmerz.

Det handler om hans kunst, der lødigt, kyndigt og sagligt sættes ind i en kunst- og kulturhistorisk sammenhæng. Forfatteren beskriver en speciel 1980'er-æstetik, der især handler om at overskride tabuer. Resultatet er en ”grimhedens æstetik”, der hos Lemmerz kommer til udtryk gennem uskønne materialer som rockwool, skumgummi, margarine, blod og urin.

I de senere år er han begyndt at lave marmorskulpturer - faktisk er Lemmerz uddannet som billedhugger i Italien.

Nul om personen

Forfatteren har altså valgt at adskille kunstneren og privatpersonen Christian Lemmerz. Men man kan indvende, at det ikke lader sig gøre at adskille de to verdener, måske især hos denne kunstner, hvis kunstproduktion synes styret af indre bevægelser.

Vi får altså ikke nærmere informationer om hans ophold på en streng katolsk kostskole. Vi får intet at vide om hans privatliv i ungdommen og som voksen. Desuden er der sparsomme oplysninger om hans arbejdsproces - eksempelvis ville det være interessant at høre, om han selv hugger marmorskulpturerne, eller om arbejdet udføres af assistenter.