Andre Agassi: Open

ANDRE AGASSI:

OPEN

Oversat af Erik Barfoed

468 sider. 349 kr.

Gyldendal

Det er historien om en tabt barndom. Om en pinefuld ungdom. Om et kaotisk voksenliv plaget af alkohol, stoffer og selvhad.

Udefra set har han ellers det hele, Andre Agassi. Han er smuk og charmerende og har et vanvittig usædvanligt talent for at spille tennis. Men bag facaden er den helt gal.

Historien, som Andre Agassi fortæller, er givetvis ikke enestående, for vil man til tops i sportsverdenen kræver det omkostninger. Men vi hører bare ikke om det; mange tidligere stjerner har ganske vist skrevet om deres liv og karrierer, men sjældent - om nogensinde - så begavet og hudløst ærligt som her.

Det er så voldsomt, at det gør ondt at læse, især om hans barndom, og man har lyst til at tage den lille Andre op og trøste ham.

Bogen udkom for et halvt år siden i USA under stor opmærksomhed, og den rummer mange chok-elementer. Bl.a. at Andre Agassi tog stoffer og snød dopingkontrollen, og at han spillede med paryk, fordi han tidligt begyndte at tabe håret.

Men bogen, nu oversat på glimrende vis til dansk, er ikke bare et chok-nummer. Den er også en litterær bedrift, der skærer ind til benet af den professionelle sportsverden.

En af de ulykkelige priser, som en tennisspiller betaler, er manglende uddannelse. Faktisk er det et mål på tennisakademierne at give børnene så mange nederlag i klasselokalerne, at de hader skolen og dermed finder sikkerhed i den ene ting, de kan, tennis. Sådan er det i hvert fald på det berygtede Bollettieri Academy i Florida.

Andre Agassi trygler om ikke at blive sendt dertil fra sit hjem i Las Vegas, men hans kompromisløse far har bestemt sig. Det er hér, den hidtil lydige, søde dreng begynder at gøre oprør.

Han får hanekam, store øreringe og går i vildt tøj - altså den farverige Andre Agassi, som vi kender fra hans gennembrud som professionel i midten af 1980'erne. Alt sammen er selvfølgelig et råb om hjælp, men ingen hører ham. I stedet bliver han pisket og pisker sig selv fremad på banerne.

Prisvindende forfatter

Et resultat af denne manglende uddannelse er, at Andre Agassi ikke selv kan skrive sin selvbiografi. Som altid i sit liv allierer han sig derfor med et forbillede, med en træner, i dette tilfælde den prisvindende forfatter J.R. Moehringer. Han skriver fantastisk.

Det ser vi allerede på den første side, hvor vi møder en 36-årig Andre Agassi før hans sidste kamp, i US Open; hans ryg er ødelagt, og derfor ligger han i en lidende fosterstilling på gulvet i endnu et goldt hotelværelse, altså som det lille, forsømte og forladte barn, han er.

Han ved knap, hvem han er, skriver han, kun at han hader tennis. Alligevel kommer han vaklende på benene.

Og sådan er Andre Agassis liv: Han hader tennis, men bliver ved og ved.

Lykke til trods

Andres liv begyndte i 1970 i Las Vegas. Hans far er en brutal immigrant og tidligere olympisk bokser fra Iran. Alle fire børn bliver drevet rundt på banen, men kun én har det næsten overnaturlige talent: Andre.

Dermed får han den opmærksomhed, de andre ikke får. Det giver ham et på mange måder rigt, enestående liv, men også et pinefuldt liv. Allerede som otteårig vinder han alt, han slår sågar voksne mænd.

Eksempelvis vædder faderen familieformuen på, at lille Andre kan slå en tidligere football-stjerne, der dog ender med trække sig, da han ser den lille maskine på den anden side af nettet. Før turneringer propper faren koffeinpiller i drengen og prøver også at gøre ham afhængig af speed.

Bedømt på pengeindtægterne og titlerne var tennisvejen den rigtige for Andre Agassi: Han vandt otte grand slam-titler og har tjent mange, mange millioner. Lidelsen undervejs var dog enorm. Dén hører vi om i ”Open”.

Men der er også morsomheder, navnlig hans latterliggørelse af Boris Becker og Michael Chang.

Samt glæde og taknemmelighed: Andre finder til sidst lykken sammen med en anden tennislegende, Steffi Graf, med hvem han har to børn. Han forsoner sig med faderen. Og han etablerer en succesrig skole for mindrebemidlede børn - det er den, der giver hans liv mening, og som holder ham på banen de sidste år.