Anmeldelse: Torkild Bak mfl.: Grænser for solidaritet

Antologi

Torkild Bak, Mette Bock og Jens Holger Schjørring (red.):

Grænser for solidaritet

Indvandrerpolitik i dansk og europæisk perspektiv

368 sider, 279 kr.

Forlaget Anis

Er udkommet

Antologien befinder sig i spændingen mellem de fine teologiske, moralske og juridiske fordringer til en indvandringspolitik og så virkelighedens begrænsninger.

Økonomen Niels Kærgaard lægger ud ved at pege på, at hvis vi nationalt ønsker lighed, kræver det en vis lukkethed. Og hvis ønsket er global lighed, løses det ikke ved indvandring til rige lande, men bedre ved ulandshjælp. Den nordiske velfærdsstat er således ikke egnet til migration.

Thomas Gammeltoft-Hansen fra Dansk Institut for Internationale Studier er utilfreds med, at EU's forebyggende indsats mod flygtninge og indvandrere over Middelhavet langsomt overflødiggør det klassiske, nære flygtningebegreb, hvor en fremmed banker på din dør.

Italien har betalt Libyen 37 mia. kr. for at holde asylsøgere væk. Han gør sig derfor til talsmand for en dynamisk tolkning af flygtningebegrebet med mere globalt ansvar, så det dels involverer engagement i Nordafrika for afviste asylsøgere, dels betyder, at vi accepterer alt, hvad der måtte komme der i mellem uden afvisning ved landegrænsen.

I rette med Søvndal

Juristen Peter Christensen gennemgår flygtningelovens udvikling med dens 62 lovændringer siden 1983 og drømmer om et nyt parlamentarisk flertal, der kan revidere loven og tilbageføre dele af den til en mindre restriktiv variant.

Mette Bock skriver om mediernes rolle i indvandringsdebatten og peger på journalisternes udvikling fra mere neutrale reportere for en snes år siden og til en mere værdibåren og fortolkende journalistik i dag, bl.a. med overlap til blogs og klummer.

Mette Bock finder det anstødeligt, at der ikke skelnes mellem islam og islamister i medierne og hos politikerne, »helt ind i SF«, og går så forarget i rette med Villy Søvndals kritik af Hizb ut-Tahrir (»Gå ad helvede til«), men det rettede sig jo præcist mod islamisters ønske om religiøst diktatur og var ikke vendt generelt mod muslimer.

Det bedste bidrag

Der er bidrag om de tyske, norske, svenske og danske kirkers rolle i asylpolitikken.

Historikeren Uffe Østergaard peger på, at passet er af ny dato, og at man i 1900-tallet kunne rejse Europa rundt uden identitetspapirer. Man kunne også forklare hvorfor: Der var ingen åbne kasser at kunne suge af nogle steder. Kontrol er nødvendigt forbundet med velfærdsstaten.

Professor Jørn Henrik Petersens artikel fremhæver ud fra dansk socialhistorie afvejningen mellem fri bevægelighed mellem sognene og retten til at modtage offentlig forsørgelse. I dag gentages logikken mellem nationerne.

Antologiens suverænt bedste bidrag er det korteste til slut, hvori kultursociolog Mehmet Ümit Necef beskriver et dansk-somalisk ægtepar, der oplevede at få afvist vuggestueplads, når moderen ringede, mens den danske far fik tilbudt en plads til barnet. Moderen kom aldrig i kontakt med danskere, mens faderen let faldt i snak med andre, når han færdedes med den lille søde datter.

Necef går i rette med den gængse tolkning i sociologien, hvor det motivforklares som udtryk for danskernes racisme, fremmedhad og diskrimination. Nej, siger Necef, ikke nødvendigvis, og man skulle også spørge danskerne og udforske deres motiver, f.eks. hvorfor de ikke engagerer sig i en samtale med en somalisk pige, etc.

Her får vi de nuancer frem som årtiers indvandrer- og integrationsforskning savner.

Meget lidt nyt

Alt i alt bringer antologien meget lidt nyt hverken faktuelt eller i tolkningen, og udgiverne burde have overvejet mere konsistens.

For en generøs flygtningepolitik, som kirkefolk hyppigt citeres for i bogen, står i kontrast til økonomernes vurdering af det som urealistisk. Ideale fordringer i en syndig verden virker som regel kontraproduktivt.