Anmeldelse: Sarah van Gelder: Vi er de 99%

Sarah van Gelder (red.): Vi er de 99%

Occupy Wall Street-bevægelsen

Oversat af Joachim Wrang

144 sider, 150 kr.

Tiderne Skifter

Den 17. september 2011 påbegynder en gruppe aktivister i New York en demonstration, der kulminerer med en besættelse af en mere eller mindre ukendt park i Manhattans finanskvarter.

Zuccotti Park bliver i nogle måneder herefter rammen om en politisk bevægelse, der låner sin selvforståelse både fra Vietnam-protester og borgerrettighedsmarcher årtier før, men forbinder sig også til Det Arabiske Forår og protesterne i Sydeuropa.

I dag er parken tilbage til normalen, men i de dage, det stod på, var det tilsyneladende en fest at være med. I hvert fald hvis man skal dømme efter ”Vi er de 99%”, en lille antologi med indtryk, taler, analyser, øjenvidneskildringer og politiske manifester, der udkom to måneder efter besættelsen i USA, og som nu findes på dansk.

Det gik stærkt

Men det er også gået meget stærkt, og bevægelsen har da også haft en del mere modvind og betydning, end vi normalt oplever hos venstrefløjsaktivismen herhjemme. For det her er aktivisme på amerikansk og rummer derfor langt mere bredde, handlingsvilje og markedsføringssnilde end det amputerede venstreradikale miljø i Danmark.

Alene derfor er det interessant at følge og læse om. Hvor europæisk aktivisme normalt er retningsløs og negativistisk, så kendetegnes Occupy Wall Street-bevægelsen af en helt anden målrettethed. Derfor er denne lille bog da også proppet med konkrete ideer, tiltag og politiske visioner.

Hvor dansk aktivisme sjældent forlader Nørrebro, så nåede Occupy-tanken mange almindelige amerikanere. En opinionsmåling fra 2011 viste, at 54 pct. af landsmændene så positivt på bevægelsen. Til sammenligning var støtten til Tea Party-folkene kun halvt så stor.

Ujævnt miks

Noget ved denne bevægelse hæver sig over den sædvanlige venstreaktivisme, mens andet, eksempelvis den selvoptagethed, der er en fast bestanddel i disse miljøer, fylder lige så meget her, som den altid gør. Således også i denne bog, hvor første del kendetegnes ved eksalterede beretninger om, hvor fantastisk det hele var at være med til.

Stemningsbilleder, patos, tårer i øjenkrogen og sammenhold igennem bidende kulde. Det er klassisk slumstormer-romantik, der blot efterlader læseren med en »man skulle nok have været der selv«-fornemmelse.

Dette opvejes dog af de mere tænksomme og samfundsanalytiske dele, men samlet set er bogen et lidt for ujævnt miks af stemningsrapportager fra en fest, som alle har glemt om et par måneder, og nogle få velargumenterede græsrodspolitiske visioner, som måske har potentiale til at blive dagsordenssættende i amerikansk politik. Men også kun måske.