Nikolaj Gammeltoft og Mikael Jalving (red.): 89'erne

Nikolaj Gammeltoft og Mikael Jalving (red.):

89'erne

Politiske visioner fra en borgerlig revolution

372 sider, 199 kr.

Cepos

Udkommer i dag

Af banen, her kommer 89'erne! Aldrig hørt om dem? Netop! 89'erne er noget trætte af at stå i skyggen af 68'erne - de hyklere - så derfor denne mursten med avisartikler fra det sidste årti. 76 artikler, pegende i 117 retninger, skrevet af 62 forfattere, som, man formoder, ser sig selv som 89'ere - den borgerlige generation, som beredte vejen for Fogh Rasmussen.

De skal være så hjerteligt velkomne. Mange af forfatterne er i dag aktive som anmeldere, kommentatorer og bloggere for Morgenavisen Jyllands-Posten.

Til hjælp for overblikket er artiklerne ordnet under fire rubrikker. Under den første, ”Fra 68 til 89”, får vi opgøret med den foregående generation, som forrettede ubodelig skade. Her lægges ingen fingre imellem, og det er bestemt også sundt at være kritisk over for den foregående generations gøren og laden. Tal med 68'erne om det.

Alle er fejlbarlige

Personlig får jeg altid en masse ud af at læse Henrik Gade Jensen, som her er repræsenteret med en udmærket, tidlig artikel om 68'ernes ofte noget lemfældige forhold til sandheden. Man hæfter sig også ved Brian Mikkelsens artikel om samme emne, ikke mindst fordi han fremdrager et herligt Churchill-citat:

»Mennesket falder af og til over sandheden, men for det meste rejser det sig bare op og går videre.«

Det er vist sandt i alle generationer?

Efter at have skimmet de andre til dels retfærdiggjorte 89'er-jeremiader over 68'er-fejltrin står man tilbage med en fornemmelse af, at en knivspids selvironi ville have gjort underværker. Vi er vel alle en slags mennesker, alle fejlbarlige?

Men man genkender redaktøren, Mikael Jalving i de forbindende tekster, og meget kan man sige om ham, men selvironi er ikke hans force. Overbærenhed ej heller. Til gengæld er han rigtig god til at være en vred ung mand.

Friis som undtagelsen

89'erne ser sig selv som ofre for ophavets rystende overskridelser, hvor ingen tilgivelse er mulig. En undtagelse er Lykke Friis, som godt kan se sin generation i ironiens sidelys. Og herregud, 68'erne gjorde vel i det mindste én ting rigtigt: At få sådan nogen herlige unger som 89'erne!

Så følger en række artikler om ”Rødder”, hvoriblandt en god lille sag af Jørgen Møller om Montaigne og konservatismen, et stramt angreb på nationalisterne af Edith Thingstrup og ikke mindst Per Henrik D. Hansens uforbeholdne kærlighedserklæring til ikonet John Wayne.

Rubrikken ”Politik og antipolitik” er en rodekasse, hvor mange er ramt af den forbandelse, der rammer bruttoantologier af gamle avisartikler: De er overhalet af tiden. En del polemiserer mod andre avisartikler, som ikke er medtaget, og alle har glemt, og det løfter sig ikke en tomme over tidens malstrøm. Der er energi, men energi er ikke nok.

Og så et antal artikler under den besnærende rubrik, ”Visioner”, dog med en noget reduktionistisk redaktionel udmelding om, at »borgerlige ser altid individet som centralt. Enkeltvis er mennesket kreativt, men kollektivt er det spendabelt.«

Her fikseres blikket på Mads Lundby Hansen om århundredets skatteplan, som Schlüter gerne ville, men ikke formåede at gennemføre i 1989, og, som Lundby Hansen sikkert har ret, i stadig ville være relevant i dag.

Ikke så få godbidder

Og Anders Ehlers Dams post-11. september-refleksioner over indgroede danske integrationsproblemer udruget over en cola på en Nørrebro-café:

»Måske befinder vi os politisk set i øjeblikket ligesom i en opvågnen, hvor sekvenser fra nattens søde drømme endnu blander sig med de første små erkendelser af en ny dag og dens realiteter - endnu ubevidst forbereder vi os på den kommende dags hårde slid.«

Der er vi stadig, ni år efter. Hvor længe er man om at vågne op?

Alt i alt ikke så få godbidder, men helhedsfornemmelsen noget konstiperet.

Henrik Jensen er lektor i historie ved RUC, anmelder ved Kristeligt Dagblad og forfatter til en række bøger, senest ”Det ordentlige menneske”.