Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Mads Brügger - Klovnekrigen. En.. | bog.guide.dk

Kamikazejournalistik for viderekomne

Et litterært Greatest Hits-album med Mads Brüggers artikler demonstrerer overbevisende, at han har en af sin generations skarpeste og mest originale penne.

Journalistik
Mads Brügger
KLOVNEKRIGEN – EN HUMØRPLATTE MED REPORTAGER OG PORTRÆTTER

400 sider, 299,95 kr.

Forlaget Bindslev og People’s Press


B97454629Z.1_20131206083454_000+G0C8VVP0.1-0.jpg

I de seneste år har Mads Brügger mest været kendt som tv-vært, dokumentarfilmskaber og programchef på Radio24syv. Det er derfor let at glemme, at han også har en lang karriere bag sig som forfatter til længere reportager og portrætter i diverse over- og undergrundsmagasiner. Det er en samling af disse artikler fra de sidste cirka 15 år, som er samlet i ”Klovnekrigen”.

Stilistisk er Brügger inspireret af den såkaldte gonzo-journalistik, hvor objektiviteten er smidt overbord, og journalisten i stedet for at være en flue på væggen er en del af historien, og Brügger skriver konsekvent sig selv ind som reflekterende og handlende karakter i artiklerne.

Det er mest udtalt i den forrygende titelhistorie, hvor Brügger selv driver fortællingen fremad ved at gå undercover som den hollandske klovn Worm Klez og deltage i en international klovnefestival i Svendborg. Her ender han blandt andet med at optræde på et hospitals børneafdeling og sabotere gallamiddagen med en kasse medbragt vodka af mærket ”Rasputin”. Det er forrygende morsomt, men også en ramme for skarpe iagttagelser om både klovneneriets sære natur og kommunaldanmarks velordnethed.

For selv om Brügger selv indgår i artiklerne, står han aldrig i vejen for sine historier, og med sin underspillede humor og ditto selvironi formår han at holde den tomme selviscenesættelse fra døren.

Ind bag facaderne

Gonzo-genrens grundlægger, Hunter S. Thompson, er aldrig langt væk i Brüggers tekster. Ikke alene deler Brügger det åbenlyse forbilledes hang til gakket selviscenesættelse og lejlighedsvis libertinske forhold til rusmidler, men også i fascinationen af både lavpandet populærkultur og det hyklerisk forløjede er der en oplagt lighed.

En gennemgående drivkraft er glæden ved at kigge ind bag såvel glitrende som rådnende Potemkin-kulisser og afsløre hykleriet bagved – uanset om det er Nordkorea, World Economic Forum eller kåringen af Se og Hørs Miss Solskin, som Brügger dækker.

Netop reportagen ”Solskinspiger i mørkets hjerte” må være et af de mest sardonisk veloplagte i dansk pressehistorie. På mindre end ti sider udstiller Brügger ubarmhjertigt og stærkt underholdende fotomodel-finalen som en dårlig undskyldning for en depraveret drukfest i Afrika, hvor bladets medarbejdere får følgende skudsmål:

»Mange var stive af syre og løb rundt som små skrigende idioter natten lang. De sov næsten ikke og drak konstant, og det skete, at de fik blackout af sprut og malaria-medicin, og sad næste dag og benægtede, at de havde deltaget i festlighederne.« Bum.

På motorveje og på stoffer

Formmæssigt eksperimenterer Brügger en del. Eksempelvis når et portræt af Peter Asschenfeldt bliver udformet som et fiktivt brev fra den interviewede til Brügger, og artiklen dermed – foruden at tegne et ikke-usympatisk billede af Asschenfeldt – også ender som en refleksion over relationen mellem intervieweren og den interviewede. Eller når en beretning fra og hyldest til de tyske motorveje fletter sig ud i tekstmæssige frakørsler med baggrundsstof og sidefortællinger, der modsvarer motorvejens forgreninger.

Der er indslag, der er mindre vellykkede. En selvironisk og småstudentikos tripberetning om Brüggers eksperimenter med det hallucinogene stof Salvia Divinorum var nok sjovere at researche, end den er at læse, og en reportage fra World Economic Forum i år 2000 er lidt for lang, bedaget og flagrende.

Men overordnet er Klovnekrigen en samling stærkt læseværdige og dybt originale artikler, som tidens tand ikke har formået at sætte mange mærker i.

Anmeldelse af Uren pædagogik 2

11-08-2014: Uddannelsessystemet er under forandring med stigende fokus på, hvad der kan vejes og måles. En ny antologi går til modangreb på kompetencetænkning og konkurrencestat. Læs artikel

Anmeldelse af Generation utryg

10-04-2013: Ny antologi om ungdommens vanskeligheder sætter sig mellem to stole og når ikke i mål med sit projekt. Læs artikel

Anmeldelse af Poetry of the First World War - An Anthology

11-08-2014: Anmeldelse: Alle briter kender nationens skyttegravsdigtere. Ny, fornem antologi bringer glemte stemmer ind i den poetiske kanon. Læs artikel

Anmeldelse af Marcus Knuth - Soldat og diplomat. Mine tre år i Afghanistan

10-06-2014: Økonom Marcus Knuth har tilbragt tre år som soldat og diplomat. Det har været en lærerig og spændende oplevelse. Men mest for ham selv. Læs artikel

Anmeldelse af Maria Grønlykke - Hundrede års kvindsomhed

16-05-2014: Næste år er det 100 år siden, at danske kvinder fik stemme- og valgret. Jubilæet fejres med et kor af kvindestemmer i en ny antologi. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...