Lene Andersen og Palle Ove Christiansen (red.): En rigtig familie

- Mellem nye og gamle idealer

Hft. Ill.176 s. 175 kr.

C.A. Reitzels Forlag


SOCIOLOGI En rigtig familie - det er sådan en familie som i ”Peters Jul”, der skildrer den søde juletid i den borgerlige kernefamilie. I ”Peters Jul” finder vi drømmefamilien par excellence. Far kommer hjem med store lommer, mor bager og braser, og her er ingen gamle, der bliver glemt: »Du gamle, rare Bedstemor, Hvor det var dejligt, at du tror, At nok du ud tør køre. Og juletræet er så stort; Jeg så det stå i vores port. - Nu skal du bare høre.« 1. juledag sidder Søster Hanne og Peter og Lillebror åh så fredeligt og leger med deres julegaver, og den fattige Rasmus kommer på besøg og er bare sååå taknemmelig for lidt omsorg og lidt knas. Alt ånder fred og fuldfed harmoni.

Vi ved det godt: Det er ren mytologi. Ikke desto mindre lever de romantiske forestillinger om den velsmurte kernefamilie i bedste velgående, hvilket bogen ”En rigtig familie” meget klart dokumenterer. Fællestemaet for antologiens introduktion og seks punktstudier er idealerne omkring familie- og forældreskaber. Bidragyderne, alle forskere, har sat sig for at indkredse, hvilke idealer individerne i det senmoderne samfund skaber og orienterer sig efter i dagligdagen, for så efterfølgende at vise, hvordan disse idealer trækker på historiske opfattelser og traditioner, som det er vanskeligt at finde belæg for i det faktisk levede liv. De gode, gamle dage er nok gamle, men knapt så gode.

Tilværelsens mening
Den ene af de to redaktører, Palle Ove Christiansen, slår i sin oversigts-indledning fast, at ”den rigtige familie” for adskillige mennesker er på vej til at blive en del af et individuelt livsprojekt og nærmest gjort til meningen med tilværelsen (f.eks. via ritualer som dåb, bryllup, fødselsdage og store slægtstræf). Med så højt et ambitionsniveau for, hvad familien skal opfylde af behov, kan forventningerne næsten ikke undgå at blive skuffede.

Karin Lützen gennemgår udvalgte resultater fra familieforskningen og konkluderer på den baggrund, at familien har forandret sig væsentligt, siden dengang en husstand bestod af mange mennesker, som var mere eller mindre i familie med hinanden. Men familien kan ikke siges at være i opløsning, den ændrer bare form. Bjarne Kildegaard ser på enlige før (pebersvende, skyggetanter) og nu (singler, som enlige hedder på nysprog) og sammenkæder - lidet opmuntrende - det moderne frit-i-luften-svævende single-individ med øget forbrug, der skal kompensere for ensomheden. Tine Tjørnhøj-Thomsen afdækker barnløses opfattelse af den rigtige familie. Maruska la Cour Mosegaard stiller skarpt på homoseksuelle mænds ønske om at blive fædre og de komplikationer, ønsket afføder. Britta Bjerrum Mortensen diskuterer, hvilken betydning menneskers forskellige opvækst har for deres samlivsforhold, og endelig beskriver Else Marie Kofod unge ægtepars idealer om bryllup og ritualer.

Rødder hugges over
De sprogligt læsevenlige (bravo!) artikler har alle tankevækkende stof at byde på, men jeg køber ikke tolkningen, at familien da ikke er i opløsning, bare under forandring. Den forandring, der for børnenes vedkommende udløses af skilsmisser, er i mange tilfælde lige præcis opløsning. Fordi såvel bånd som rødder alt for ofte hugges over.