Anmeldelse: Herman Bang: Vekslende Themaer I-IV

Herman Bang:
VEKSLENDE THEMAER I-IV
Udgivet af Sten Rasmussen
I alt 1.795 sider, ib. 495 kr.
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab/C.A. Reitzel
Er udkommet

Trompetisten Miles Davis skal engang have sagt, at alle jazzmusikere hver dag burde falde på knæ for Duke Ellington.

Noget tilsvarende gælder for alle danskere, der bare i ét eller andet omfang lever af at skrive, over for Herman Bang. I betragtning af, hvor meget den kommende fredags 150-års fødselar dyrkede patos og selviscenesættelse, havde han næppe heller haft noget imod forestillingen.

Den ville også være dækkende i forhold til hans betydning for journalistik, kritik og skønlitteratur, helt op til hvordan det danske sprog bruges i vores dage. Og så alligevel ikke.

For i hvert fald i den unge Bangs verden falder man hovedsagelig kun på knæ på skrømt. Man går først og fremmest i byen.

Det er nemlig i alt væsentligt dér, de 210 søndagskronikker eller feuilletoner foregår, som han mellem den 2. november 1879 og den 26. oktober 1884 skrev til Nationaltidende under samletitlen Vekslende Themaer. Nu foreligger de for første gang samlet i tre gedigne bind plus ét med omfattende noter og kommentarer.

Endda til en pris så lav, at det i sig selv må forlene værket med årets uden sammenligning bedste pris/kvalitet/væsentligheds-forhold på det danske bogmarked. Vi nærmer os jo så småt eksamenssæsonen, så man kan også roligt give værket til alle de unge mennesker landet over, der gerne vil være »noget med medier«. Også læst her godt 125 år senere er Bangs ungdomsjournalistik helt enkelt så godt, som faget kan blive i attitude, i dedikation, i alsidighed, i sprogkunst, i indlevelsesevne.

Og det er vel at mærke skrevet af en purung mand, der blot få år i forvejen var kommet til byen fra det tabte Sønderjylland, men allerede i 1878 var debuteret som journalist i Jyllands-Posten såmænd.

Viljen til at være på

Bang var kun 22, da den første feuilleton blev trykt i Nationaltidende, og 27, da samarbejdet med avisen ophørte, nærmest bogstavelig talt med flammeskrift. Det vender vi tilbage til.

Hans første bog var udkommet et par måneder forinden, den banebrydende litterære essaysamling Realisme og realister. Samtidig med feuilletonerne fik han i 1880 både udgivet sin første novellesamling, Tunge Melodier, og sin første roman, Haabløse Slægter, der ligefrem blev beslaglagt af politiet og derefter som så mange skandaleromaner en bestseller.

Bang var i dén grad på fra begyndelsen og ville være det, igennem årene også på den rigtige scene som dramatiker, instruktør, skuespiller og fremfører af egne værker. Men omkring 1880 er han først og fremmest på som skribent, omend med den enorme selvfølelse på plads lige fra begyndelsen.

Det var dengang, genrerne lå langt mindre fast i den endnu unge dagspresse, end de gør i dag. Bang fyldte de frie rammer til de yderste og sprængte dem med jævne mellemrum.

Ud i virkeligheden

Realisme er en metode, havde Brandt fra begyndelsen proklameret. Ikke som hos Georg Brandes og hans kult et akademisk program, som litteraturen skal skæres til efter.

Det er bare om at komme ud i virkeligheden og se sig om. Og så i øvrigt skrive løs.

Så her er både grum socialreportage fra rendestenen, åndeløse men ofte skarpe og nærgående analyser af store skuespillere, intime betroelser i brevform, rejsebreve fra Europa, introduktioner til forfatterskaber og kunstneriske retninger eller ren og skær flaneren på gaderne, barerne og scenerne i den storby i svøb, som København var ved at udvikle sig til. Det hele formidlet med denne særlige dirrende blanding af fortælleglæde, selvbevidste og til tider hændervridende krav om opmærksomhed, lyst til at eksperimentere på livet løs med sproget og genrerne og rasende nysgerrighed på alt, hvad der foregår omkring ham.

Langt fra alt er lige væsentligt set fra i dag. Ganske meget er som også meget af vore dages bedste journalistik relativt snævert bundet til dagsaktuelle personer og foreteelser.

Dan Turèlls forbillede

Værket lægger i bogform mere op til at blive plukket i end til at blive læst fra ende til anden. Men det er heller ikke pointen.

Det er, at Bang i kraft af hele den bredde, han valgte og mestrede at operere indenfor, turde tage så mange chancer som han gjorde, og komme afsted med det. Det er derved, den lille vindøjede krukkes enorme slagskygge rækker helt op til, hvordan man skriver om kulturliv og byliv og alt muligt andet liv i dag lige fra den letteste nu-skal-I-høreklumme i en gratisavis til den tungeste teaterkritik, og han var heller for ingenting ikke Dan Turèlls erklærede forbillede.

Samtidig er det et enestående panorama over det voksende København. En slags kæmpemæssig ikkefiktiv samtidsroman, som først blev overgået tre år senere, da Bang selv skrev Stuk.

Denne roman ligner feuilletonerne igen og igen forstudier til, ligesom de gør det til en del af hans senere noveller. Det er, når man læser denne eksplosion af talent, nærmest som at høre en senere verdensmusiker øve og øve og øve sig ved koncert efter koncert efter koncert og udvikle sig og turde tage nye chancer og få nye ideer nærmest for hver dag.

Det er rasende morsomt, frækt og livslystent, ganske enkelt en anden helt anderledes levende verden end den stillestående lavendelduftende provins-tristesse, som generationer af dansklærere (og en del af hans egne fiktionsværker) har givet Bang ry for at være. Dette og ikke den tudevorne novelle Ved Vejen er værket, som Bang burde have været repræsenteret med i den nationale kulturkanon.

Den moderne verden

Endda kom feuilletonerne fra virkeligheden til at kulminere med et brag, som ingen af Bangs fiktionsværker kan opvise mage til, sågar på et tidspunkt, da hans tilknytning til Nationaltidende formelt var ophørt: Christiansborgs brand i oktober 1884. Dobbeltkronikken herfra er den næstsidste feuilleton, som han overhovedet skrev, og et stykke reportagekunst så storslået, at vel ikke meget andet end Bangs egen reportage fra jernbanekatastrofen i Gentofte 13 år senere kan måle sig med det.

Oven i købet med den særlige ironi, at den opsøgende reporter ved netop denne lejlighed ikke behøvede flytte sig ud af stedet. Nationaltidendes redaktion lå i Ved Stranden lige over for Christiansborg, og Bang behøvede bare kigge ud af vinduet.

Det er det gamle København, der her brænder ned til grunden, og Bangs moderne verden, der står tilbage rundt omkring. Og hvor ugleset og forfulgt han end var i sin samtid, og uanset at han som blot 55-årig døde udslidt i en jernbanevogn i USA, er det den verden, som vi fortsat bor i, og nogle af os skriver i, nu.

jakob.levinsen@jp.dk