Erik Svendsen og Marie-Louise Svane (red.): Litterære livliner

Erik Svendsen og Marie-Louise Svane (red.):

Litterære livliner

Kanon - Klassiker - Litteraturbrug

243 sider, 249 kr. (vejl.)

Gyldendal

Er udkommet

Der har været stille om den litterære kanon i et stykke tid. Måske blev offentligheden lidt mættet med kanoner. Sådan kan det gå med begreber, der er velegnede til at initiere debatter. De bliver malket og glemt, som var de ”X Factor”- vindere. Og det er synd og skam, for kanondebatter er interessante og væsentlige.

Derfor al ære og pris til de to litterære lektorer, Marie-Louise Svane fra Københavns Universitet og Erik Svendsen fra RUC (han er også kendt som anmelder ved nærværende avis), som nu har sammensat en antologi om kanon, litteratur og kulturdebat.

De store dramaer

En stor del af bogen har en meget umiddelbar nytteværdi, fordi den handler om kanondebatter i andre lande: Norge, Sverige, Tyskland, Frankrig, England og USA. Alle har haft noget, der ligner vores debat. Med lokale variationer, men det handler om både stor litteratur og om national identitet.

Antologien rummer også artikler, der mere direkte forholder sig til klassikerbegrebet.

Særlig interessant er teatermanden Klaus Hoffmeyers intense bidrag om de store dramaer fra fortiden og deres aktualiserende genopførelse i nutiden. Alting bliver sat på spidsen, når man skal opføre en klassiker. Her kan man godt blive lidt misundelig som litterat. Vi sidder bare på vores bag og funderer over, om vi nu kan (holde ud at) læse fortidens værker og på hvilke betingelser.

Underløber sig selv

Den indre spænding i kanonbegrebet mellem litterær kvalitet og national identitet lykkes det ikke for antologien at få udforsket til bunds.

Redaktørerne gør behjertede forsøg, men de virker lidt overtændte i deres iver efter at kritisere den borgerlige regering. Svane er f.eks. i ramme alvor ved at give VK-regeringen skyld for litteraturens domænetab i samfundet, men hun kommer dog i tanke om, at det måske er en mere omfattende tendens.

Svendsen angriber med en vis ret de kulturkonservative for at snakke meget lidt om specifikke litterære værker og deres dyder, når de taler for den litterære kanon som et element i kulturkampen. Han underløber dog sig selv ved at antage, at de kulturkonservative naivt skulle forestille sig en meget idylliserende og »værdi-eksplicit« dansk, lurmærket litteratur. Over for dette fantom er det ikke svært for ham at påpege, at stor litteratur ofte er ideologisk vrangvillig.

Det danske islæt

Man mærker en længsel efter at sætte lighedstegn mellem stor litteratur og litteratur uden nationalt særpræg bare for at få skovlen under fhv. kulturminister Brian Mikkelsen (K).

Men mon ikke Johannes V. Jensen på én gang kan være stor litteratur om Danmark og verdenslitteratur? Og måske er vi danskere ikke de rette til at vurdere (og afsværge) det danske islæt i vores egen litteratur? Tænker jeg, da jeg samme morgen, som jeg læser Svendsen, læser i en avis, at de franske anmeldere er vilde med Helle Helle og ”Ned til hundene”, fordi den er så »nordisk i sin atmosfære« og så »bergmansk«.

Nils Gunder Hansen er professor ved Syddansk Universitet samt anmelder og kommentator ved Kristeligt Dagblad.