Spin - kunsten at aflede

Anne Høybye, Brit Buchhave, Martin Lund og Signe Wagner (red.): POLITISK SPIN
200 s., 249 kr.
Akademisk Forlag
Er udkommet

Spindoktorer lyver sjældent. Det overbeviser naturligvis ikke dem, der allerede har bestemt sig for at tænke det værste om disse ”mørkets fyrster”, der trækker i trådene i den politiske kulisse. Men det er sådan, det er.

Spin handler kun om at aflede. Løgn vil i den sammenhæng være alt for risikabelt. En spindoktor er nemlig også afhængig af sine netværk af politikere, journalister og pressefolk. Og en spindoktor, der gribes i en løgn, er der ingen, der gider snakke med en anden gang.

Af samme grund er dem, der hyler op om onde spindoktorer, som regel også de journalister, der ikke selv kan spille spillet, eller de politikere, der er for amatøragtige (eller for fattige) til at ansætte ”særlige rådgivere”. Sådan er i hvert fald holdningen i ”Politisk spin”.

For spin handler blot om at dreje tingene. At give bolden et skru (eller spin på engelsk), så den lander fordelagtigt. Så den følger en lidt anden bane, end den ellers ville have fulgt. »Spin er evnen til at tale om noget andet«, som Dansk Folkepartis Søren Espersen siger det.

Fra alle vinkler
Antologien ”Politisk Spin” går til gengæld lige til sagen. Emnet angribes fra alle tænkelige vinkler og med alle mulige metoder og minder på den måde lidt om en god temaaften på DR 2, hvor man underholdende og varieret præsenteres for god og saglig oplysning med brug af interviews, essays, fakta og diskussion.

I bogen fra journalister, spindoktorer, politikere og retorikere. Man kommer overordentlig godt rundt om emnet på meget få sider - for der er virkelig udvist godt redaktionelt overblik her.

Manipulation
Man kan mene to ting om spin. Enten kan man som i de gode indledende analyser af Mie Femø Nielsen og Christian Kock se på spin som manipulation og vildledning.

Et synspunkt, de bakker op med stakkevis af eksempler på politisk retorik, hvor politikere er parate til at gå endog meget langt for at undgå at tale om noget som helst med substans. Her bliver spin ganske enkelt uredeligt, fordi politikerne ikke svarer på de spørgsmål, de bliver stillet, men konsekvent viger udenom.

Den type spin er præget af manipulation og strategi af den slags, der analyseres i udsendelser som ”Jersild & Spin”, hvor folkestyret rutinemæssigt kommenteres, som var det ugens kampe i Superligaen.

Man kan også betragte spin som intet andet end nødvendig målrettet kommunikation af partiets ideologi. Blot skåret til, så alle kan være med.

Begge synspunkter er fint repræsenteret i bogen, og trods de mindre uenigheder er alle dog enige om, at de eneste, man bestemt ikke kan bebrejde noget, er de forhadte spindoktorer. Det er nemlig i sidste instans deres arbejdsgivere, der har ansvaret.

Hvis man vil være bekymret, er det derfor mere relevant at være det over nutidens politikere. Spindoktorer gør bare deres arbejde, og de gør det fint. Derimod kan man komme i tvivl, om politikerne egentlig forstår, hvad det er, de er ansat til.

For er det ikke temmelig uheldigt, at man gør sig så stor umage med at smyge sig uden om journalisters spørgsmål, at dreje fokus væk og tale udenom, når man rent faktisk bliver betalt af offentligheden for at mene noget om tingene og stå til ansvar for det?

Det er i hvert fald en nedslående tendens, som bogen dokumenterer fint uden at være fordømmende. Det er så op til læseren selv at konkludere.

Bogen anbefales hermed til alle landets stemmeberettigede. Må den blive læst grundigt i god tid før den næste nyhedsudsendelse.

kultur@jp.dk